Det Olske Orkester

På turne på opholdssteder og julemærkehjem

 

Jeg forbinder julemærkehjem med Dronningen og Mary og fattige børn fra en svunden tid. Jeg tænker på børn i fattige klæder, som bor i fælles sovesale under trange kår. - Og her kører vi op til en smuk brun bygning med smukke store vinduer i en lys skov og den lette regn hænger frisk i græsset. Vi modtages af en smilende forstander, som byder os velkommen.

Jeg har den til tider lidt hårde tjans at finde ind til skolernes/bostedernes kontorer og finde de rette folk og få anvist vores spillested - og det om morgenen med søvn i øjnene og fedtet hår. Det er hver gang lidt af en prøvelse at finde vej gennem labyrintiske gange på skolerne og få det hele til at klappe, så vi får den tid, vi har brug for til at stille vores forestilling op og gøre os klar.

Der er heldigvis også et plus i at være den, der ringer og banker på og er den første, der oplever en duft og en stemning af stedet, skolen, opholdstedet og salen, vi skal spille i.

På denne turné spiller vi for børn, som af den ene eller den anden grund tumler med nogle problemer, der gør dem særligt sårbare. Kan jeg mærke noget særligt her?

Vi er næsten i december, og alt er pyntet smukt op.

Der smiles og vinkes fra rummene. Jeg smugkikker, og nogle børn laver julehjerter og spiller musik. Jeg hører børnestemmer, et klaver der spiller og hyggelig snak i krogene.

Vi skal spise mad sammen med børnene efter forestillingen. Jeg ser meget frem til vores snak bagefter, fordi vi netop er hjemme hos dem selv i  deres trygge rammer og ikke på en neutral  skole.

Desværre må vi finde en anden sal, der er stor nok til forestillingen, og alt sættes ind for at finde plads på skoler i byen. Heldet er med os, og vi spiller forestillingen på et gymnasium, hvor vi også inviterer en 1. g klasse ind for at se forestillingen. Det er fantastisk, at vi når at spille forestillingen. Desværre får vi ikke den snak, jeg havde håbet på. Tiden er gået, gymnasiet lukker, og børnene skal videre. Vi mærker en stor taknemmelighed fra forstanderen og en glæde over, at vi alligevel fik spillet. Hun giver os mad, og hun lover at snakke med børnene bagefter og sende nogle ord til os.

Hun ønsker os fortsat god turné.

 

Øyvind Kirchhoff

 

 

 

"Endnu engang stor tak for jeres fantastiske forestilling i onsdags! Den har gjort stort indtryk! Personligt havde jeg indtrykkene fra den siddende i kroppen, og de dukkede hele tiden op i min bevidsthed langt ind i weekenden".

 

"Jeg talte med børnene om forestillingen om fredagen. Først med de yngste for sig selv (de er 9-10 år), og så med de øvrige, som er 11-14 år".

 

Kommentarer fra de yngste:

"Det var rigtig, rigtig godt"

"Godt, at man blev taget med ind i forestillingen, da de var i Tivoli, selvom jeg blev lidt genert"

"Jeg kunne genkende rigtig meget af det, der skete, fra min familie "mærkeligt at se nogle andre spille "os" i et skuespil"

"Jeg kunne godt kende det med skænderierne"

"Det var nogle gode skuespillere"

"Jeg kunne genkende det med, at storebror skulle beskytte både lillesøster og mor, sådan er min storebror også.."

"Jeg blev meget forskrækket over elgen"

"Ja, elgen var uhyggelig..."

"Jeg syntes også, at der hvor de drømmer, var det lidt uhyggeligt"

"Sejt med den der opdeling på gulvet...huset virkede helt virkeligt"

"Jeg forstod ikke rigtigt, hvorfor faren "fører" den nye kæreste (Det fik vi så en snak om)

"Var ham legekammeraten et barn eller en voksen??

"Jeg tror, stykket betød, at man skal være gode ved hinanden også fars nye kæreste og få det bedste ud af det, også selvom far og mor bliver skilt..."

 

Kommentarer fra de ældste:

"Godt lavet og godt beskrevet"

Elgen var "Spookie"

"Mærkeligt, at de fjernede tapen i løbet af stykket, hvorfor??"

Genkender, at det er børn, der skal passe på de voksne..det skal de jo ikke, vel....(DET fik vi en snak om!!!)

Syntes, de råbte lidt for højt nogle gange

Forstod ikke det med vandet til sidst...hvorfor vasker hun ham (Det fik vi også en længere snak om)

 

Håber I kan bruge disse kommentarer til noget!

Hils alle de super gode skuespillere, der var her!

 

De bedste hilsner

 

Lise Claesson

Forstander

Julemærkehjemmet i Hobro

 

 

 

 

ANGELINA

Holstebro.

Da mor i forestillinger finder tørklædet under bordet, lyder det fra en dreng. "Han er utro".

Det slår mig, at rigtig mange af de børn vi spiller for, genkender situationer fra stykket.

De kan huske stemningen. Når jeg hører deres udbrud under stykket, giver det mening, at vi spiller lige netop denne forestilling.

De har mulighed for at dele deres oplevelser og måske forstå, at det de har været igennem, er de ikke alene om, der er mange, som står i den samme situation, og vi kan dele vores oplevelser og hjælpe hinanden med at komme videre.

 

Jeg er altid nervøs, inden vi går i gang.

I Haderslev er der mange børn 117, fulde af energi som Ditte og James hjælper

 med at få gelejdet på plads. Øyvind og jeg starter som mor og far blandt publikum.

 

Så går publikumslyset ned, Ditte kaster hjorten til Morten, og vi er i gang.

De følger os fra familien flytter ind, gennem mors og fars skænderier, en ny papmor, indtil de to børn skilles igen i lysstrålen.

 

I en time lever børnene sammen med os, for nogles vedkommen genlever de situationer fra deres eget liv, de trækker vejret, får lettet lidt på ventilerne, med små kommentarer, til scenen eller til sidemanden.  Der er få spørgsmål bagefter, et var, " Hvor gamle er børnene rigtigt?"

De har været med os hele vejen, siger det mig. Større kompliment kan vi vist ikke få..

 

Århus/ Hadsten.

 

"Ja, den første gruppe var fra landet, de andre var fra byen, der er lidt mere modne", sagde kontaktpersonen på stedet efter at vi havde spillet anden gang.

Jeg var temmelig overrasket over, at 20 - 30 km, kunne gøre så stor forskel. Måske er Danmark alligevel et stort land. Første forestilling føltes børnene mere urolige, end vi er vant til. Bagefter blev James og jeg enige om, at de nok var et år yngre end sædvanligt. Men nej. Forskellen var at de boede ude på landet.

Hvad betyder det?

Ingen alkoholproblemer i familien?

Er der færre skilsmisser?

Taler ingen om det? Eller ser de simpelthen aldrig teater og er uvante med situationen?

 

At folk råber højt så tæt på. På et andet sprog end de er vant til, Københavnsk?

Jeg ved det ikke, i hvert fald føltes de fjernere fra os.

Men anden forestilling var god. God forstået på den måde, at jeg kunne mærke dem - og kunne mærke at de trak vejret og holdt det sammen med os.

Engang imellem efter en forestilling er der et barn, for hvem det er vigtigt at gi os et kram, og barnet er altid nøjeregende med, at vi alle får et.

Et meget præcist kram og lige meget kram til hver.  Samtidig får barnet også givet sig selv et kram.

Der findes rigtig mange børn, hvis krammekvote er i underskud.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tager herfra med en følelse af, at forestillingen slet, slet ikke er spillet færdig, at den udvikler sig meget hele tiden. Jeg tror, at de nye rammer på en turné og kontakten med publikum er livgivende- og at Morten er kommet ind og giver nye bud.

 

 

 

DITTE

 

Angelina

 

Vi stillede op i Skærbæk skole. Dejligt stort rum, mørklægning var der stort set ikke - nogle blå gardiner som solen, der havde besluttet sig for at komme frem, skinnede igennem. Simon (Åbenrå  - altid Åbenrå) og Niklas, begge fra bostedet, samt to pedeller hjalp os med at stille op.

Der var otte fra bostedet - resten af de 110 tilskuere var fra 8., 9. og 10. klasse på Skærbæk Skole.

De var stille...En klukken, et suk, en skraben med fødderne af og til.

Vi havde følelsen af, at de var med os

Kun et enkelt spørgsmål var der bagefter, " Den der elg, hvad var det?", "Hvad tror du ?"

"Johh, det var jo nok den der plastic hjort i starten."

Så gik de ud af døren. En af lærerne fortalte, at hun havde iagttaget en elev trøste og berolige en af sine klassekammerater under en af stykkets hårdere passager.

Jeg tror ikke, der er en forestilling, hvor der ikke har været skilsmissebørn blandt publikum. Hårdest er det selvfølgelig for dem, hvis de ser forestillingen, mens skilsmissen er i fuld gang.

 

Tove er en dynamo i Skærbæk, en lidt ældre dame i 60'erne, der driver byens kor og har været med til at arrangere dette besøg af os.

Tove; " Jeg fik jo en klump i halsen, da jeg så forestillingen. Selvom det er 25 år siden, jeg blev skilt, vælter følelserne jo ind over mig igen. Uanset hvor I spiller, kommer jeg og ser forestillingen"..

God og meget anderledes oplevelse at spillle for 8., 9. og 10. klasse unge på vej mod det voksne liv.

 

Pedellerne smurte håndmadder til os. Det er mange år siden, jeg har fået rugbrød med makrel i tomat.

 

Skærbæk også.

Jeg ligger på gulvet som "mor" i forestillingen. Forestillings far og to børn er på vej til grillbarscenen.. Lige foran mig på første række lyder det fra en dreng, "Jeg vidste det!!"

 

Allerede inden det er blevet sagt, ved han, at nu falder meldingen om skilsmissen.

Det er hjerteskærende at høre denne 10-årige stemme, og håbløsheden i hans stemme.

 

 

 

 

 

Ditte

 

Eleverne  var vist 7.-9. Det gav en tyngde, som jeg synes klæder forestillingen.

Nogle piger "trøstede" en anden pige i løbet af forestillingen, da hun åbenbart lige havde fået at vide, at hendes forældre skulle skilles. Hun fik også et klem af den søde Tove.

Dejligt at mærke, hvordan et lokalsamfund engagerer sig i forestillingen.

Martin, Tove, Simon, pedellerne. Det giver mig lyst til at sige ja og ja, også selvom mørklægningen måske ikke er tiptop, eller der er andre problemer.

Der var omsorg i de syltetøjsmadder

 

 

Morten Klode

 

Dengang vi blev Væk - dagbog

Skærbæk 2013

Vi ankom om eftermiddagen til et sted, som allerede var "ladet", da vi ankom. Vi havde besøgt beboerhuset tidligere for at se, om vi kunne være der og fandt ved den anledning ud af, at Angelina havde et ambivalent forhold til stedet, da det er en Tvindskole. Derudover havde vi mødt et par af de skæbner, som havde deres daglige gang på skolen allerede på den forrige turne, hvor vi også spillede i området. Så det var et "ladet" spillested, vi ankom til midt ude i ingenting i Sønderjylland efter en lang køretur fra København.

 

Under forestillingen oplevede jeg et meget koncentreret rum. Der sad ikke så mange tilskuere og en del var voksne. Det virker til, at det voksne publikum lytter til forestillingen på en anden møde end børnene. Det kan føles, som en større indadvendthed, en sensitiv opmærksomhed, som synes at identificere sig med forældrene i stykket. Forældrenes skænderier, aggressioner og en stor empati for børnenes skæbne. Jeg tror, de voksne tilskuere føler afmagten hos forældrene og gruer over at se børnenes famlen sig igennem en hverdag, der bliver knust. Nå, men et meget lyttende publikum. Det blev en go forestilling.

 

Efter forestillingen tog vi en snak med publikum. Jeg kan nogle gange sidde og krumme tæer, når vi et sekund efter applausen vil have publikum til at reflektere over stykket eller fortælle om, hvad de oplevede. Det kan føles som om, vi vil stjæle forestillingen tilbage igen, efter vi lige har givet den fra os.

Snakken var også lidt lang tid om at komme i gang, men så pludselig åbnede en 18-årig dreng op og fortalte om sit mangeårige hash misbrug. Om hvor meget af aggressionen og afmagten fra stykket han selv havde haft inde på kroppen. Han syntes, det var godt, at der var forestillinger som denne, der kunne bryde nogle tabuer.

Da forestillingssnakken nu for alvor var gået i gang, og rummet blev mere aktivt, kunne man mærke, hvordan han fik mere og mere lyst til at fortælle om sit liv. Han endte med måske egentligt at tale i lidt for lang tid, men det må man tage med, når man vil prøve at skabe et åbent og inkluderende rum.

Mærkelig nok var det faktisk første gang, at det skete, at nogen næsten kom til at overtage rummet og ikke mistede fornemmelsen for os andre og tog for meget tid.

Rummet åbnede sig mere og mere op, forskellige publikummer talte om deres oplevelser, men fra den ene kant kom der en konstant småsnakken henne i en gruppe på tre børn og en voksen kvinde. Det var ret forstyrrende, for var det fordi de kedede sig, eller fordi de allerede mentalt havde forladt rummet? Men så viste det sig, at det var en plejemor, som sad sammen med tre af sine plejesønner. De havde åbenbart snakket sig frem til, at en af drengene gerne ville dele noget med os andre. Han fortalte så (han var nok omkring ni - ti år), at hans papfar slog ham. At høre det, var som at få en mavepuster. Problemet var så, at publikumssnakken havde varet ret lang tid på det tidspunkt, så drengens bekendelse kunne ikke rigtigt blive fulgt op, da rummet på en måde skulle lukkes nu. Det blev det også, og jeg skyndte mig over til ham, da vi alle rejste os og takkede for hans modige historie. Speciel oplevelse, for nu følte jeg pludselig, at jeg havde et ansvar for det, han havde delt, den gave han havde givet. Også fordi jeg havde været med i en forestilling, der havde fremprovokeret denne intime bekendelse, men vi skulle altså rydde op og af sted.

En følelse af uforløsthed sad i mig, da vi kørte derfra, men også følelsen af, at sådan er konditionerne, det kunne ikke være meget anderledes. Vi kommer med vores forestilling og kan med den røre noget i folk, bryde tabuer og opfordre til dialog, men vi kan aldrig redde folk, de skal redde sig selv, selvom man havde lyst til at kidnappe den 10-årige dreng.

 

 

 

 

 

 

 

Angelina

Skærbæk på bostedet

 

Benjamin : " Min papfar drikker sig også fuld - så slår han."

 

Jeg tænker, hvem slår han? Dig, din bror eller din mor eller jer alle tre?

Benjamin er ca. en 8 - 10 år gammel og passer godt på sin lillebror, som er to år yngre.

 

De bliver passet godt på af en plejemor, stor og rund med rødt strithår og stramt sort tøj Hun har også et par plejedøtre hun tager sig af.

De, Benjamin og plejemoderen, har siddet under det sidste af forestillingen og snakket om, at han skulle sige noget i snakken bagefter. Og han får et knus - og et "godt klaret", da han har delt sine erfaringer med os.

 

Det er første gang, vi får et stående bifald. Jeg er overrasket, de har været så stille - og der er helt stille, da lyset går op til applaus.

Så rejser de sig alle og klapper. Vores publikum som også tæller to ældre damer, som er veninder, Cecilia fra bostedet, den unge fyr som har været stoffri i en måned, plejemødre og plejebørn.

Et meget blandet publikum.

 

 

 

 

Ditte Laumann

Skærbæk på Tvind

Dejligt med et broget publikum og med mange voksne også. Lidt brat overgang mellem forestilling og dialog - og alligevel lukkede publikum op for personlige historier, så det må have virket.

Jeg bed mærke i en kvinde, der sagde, at hun som lillesøster genkendte at være styret af, hvad storebror synes og gør.

Hun talte om "hjemme hos far og Anne- scenen" hvor hun oplevede, at Line gerne ville den nye familie. Hun gav mig indtryk af, at hun meget puttede sin personlige historie ind i forestillingen.

Jeg bed mærke i den unge fyrs barske misbrugshistorie, som han lukkede så meget op for, at han efterlod et indtryk af ikke at have føling med sine egne og andres grænser. Og samtidig taknemmelig over, at nogen vil åbne så meget op med et liv, der er så langt fra mit. Måske gjorde det en forskel for ham at kunne sige sin historie højt og få vores anerkendelse af, at han ikke har røget i en måned. Jeg vidste ikke, at der var opium i birkes!

Da aftenen startede tog jeg mig selv i at tænke, at det var et højst mærkværdigt publikum.

Og jeg var lidt nedladende.

Bagefter var jeg vendt på en tallerken - imponeret, beæret, rørt, rystet over deres historier.

Hende jeg først opfattede som helt skæv/mystisk/afsporet med lak-agtigt tøj, overvægtig, sandaler i det kolde vejr, hun viste sig at være plejemor for en del børn og virkede meget kærlig og varm. De koder jeg normalt afkoder verden med,  var ikke helt nok.

Godt at komme ud af min egen trummerum.

 

 

 

Jeg synes, der sker nogle gode ting, når vi spiller for folk, der er ældre end 4.5.6. klasse. Det er er som om forestillingen bliver mere helstøbt, når der også er ældre tilskuere, måske fordi jeg fornemmer, at alle niveauer og pointer bliver delt. Det skete på Skærbæk på bostedet.